Prædiken 2. søndag i advent v. Hans-Henrik Ross - under medvirken af Fredensborg Provstis Børnekor

Udgivet af Hans-Henrik Ross, søn d. 9. dec 2018, kl. 07:01
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.« Lukas 21,25-36  

Advent er forventningens tid. For hvert lys vi tænder i adventskransen er vi kommet et lille skridt nærmere det vi længes efter. Lyset får en særlig betydning her i december, hvor vi venter på julens komme. Med alle de lys vi tænder gør vi en modsat bevægelse i forhold til mørket, som stadig tager til dag for dag.  

Nu retter vi blikket fremad og begynder at glæde os til det tidspunkt, hvor året vender, og lyset langsomt tager fat og erobrer mere og mere af dagen. Der findes ingen tid på året som i adventstiden, hvor vi tænder så mange lys, og vi gør det midt i den mørkeste tid af året. Besøget af Børnekoret i dag hjælper os med at styrke vort håb og glæde her i livet. Adventen har sin egen farve og den er lilla. Farven lilla udtrykker forventning, men der er blandet ængstelse i farven.

Ængstelse og jul er der sikkert ikke mange af os der kan forbinde noget med. Bortset fra den ængstelse som hører juleforberedelserne til, om vi nu kan nå alt det vi skal nå, for at julen kan blive som vi vil have den skal være. Denne jule-uro som vi nok alle er ramt af i større eller mindre grad, handler alene om vi nu kan få den perfekte jul som passer ind i det billede vi har af, hvordan julen skal se ud for os. Det kan såmænd godt skabe en masse uro i mange mennesker.

 Denne ængstelse som er en del af adventen, skal ses i lyset af forventningen. Vi venter på julen, og vi forventer samtidig at julen må fylde os alle med en salighed af fred og glæde. Det menneske der lever i forventning, har et håb og en tro på at alt nok skal blive godt.

I forventningens glæde udtrykker vi samtidig, at det vi venter på, kan vi ikke alene gøre virkeligt. Vi taler om forventningens glæde, som vi kender så godt fra børn. En spændt forventning er håbefuld, men børn viser også fint at forventningen skal hjælpes på vej. Til forventning knytter der sig altid en uro og en sårbarhed. Det viser blot at vi er udleveret til noget vi ikke har magten over.  

Vi kan lade os stemme af forventningen, og vi kan langt hen ad vejen være medarbejdere på forventningen, men i sidste handle det ikke om vores vilje. I adventstiden kan vi godt føle at det er op til os at klare det hele, for at det kan blive jul. Det er er heller så underligt at vi tænker sådan, for det er jo den måde vi lever i hverdagen. Vi beslutter, handler og livet former sig som vi gerne vil. Forhåbentlig! Slippe kontrollen er svært.

Da børnekoret gik ind i kirken i Lucia optog var det at se hvad forventning er. Det som kommer til os og vi skal bare tage imod. Vi må åbne os for det, der kommer til os.

Det er fra en noget anden vinkel at Lukas tager temaet om forventning op i sin tekst. Det er ikke jo ikke ligefrem blide og smukke billeder af forventningens glæde, som her males for vore øjne. Vi hører hvordan jorden skal gå under i nogle voldsomme begivenheder. Hvorfor denne voldsomhed, hvorfor denne ødelæggelse og totale undergang! Vi kan jo sige, det er sådan verden ser ud. Mange steder, ikke alle steder lige voldsomt, men vi rammes alle af at i verden sker der voldsomme ting. 

Har det noget med advent og jul at gøre? Hvad har det med Gud at gøre? Jesus forklarer det med, at Guds rige er på vej. Er det sådan vi kender Gud, som en straffende og dømmende Gud? Er Gud ikke den milde og gode far der vil mennesker det bedste, og som ikke vil også noget ondt?

Gud er den gode i vore øjne. Vi vil helst tænke om Gud som den der vil os det bedste. Gud skal hjælpe os med at bringe orden og retfærdighed og glæde tilbage. Ja, er det netop ikke sådanne tanker vi gør os om Gud. Han er vort sidste håb, den der skal sikre os vor tilværelse.

I bønnen Fader Vor beder vi jo gerne og uden angst den korte bøn: komme dit rige!

Det er ikke fordi vi ikke kender til sådanne billeder af jordens undergang. De minder da rigtig meget om vor tids vor tids snak om klimaændringer og hvad de vil forsage af voldsomme følger for jorden og mennesker. Naturen vil vende sig mod mennesker og himlen over vore hoveder skal ikke længere være den trygge himmel vi kan kigge op i. Nu har Lukas selvfølgelig ikke haft klimakatastrofer i tankerne, men han taler om en frygt som ikke er fjern fra os.

Bag disse billeder af naturomvæltninger ligger tanken om en dom. Sådan kan vi også i dagens klimadebat ind imellem hører stemmer tale, om en dom over menneskers levevis. Lukas beskriver malende hvordan Gud nu vil holde dom over mennesker. Dommens formål er at vi kan lære at skelne mellem det sande og det forkerte. Mellem godt og ondt. Ordet dom betyder på græsk at skelne. For at skelne må vi have værdier som kan skille det rigtige fra det forkerte, godt fra ondt.

Når vi selv holder dom i vore liv, sker det ved at vi ser på vore liv, og overvejer hvad der i en bestemt situation er vigtigt og mindre vigtigt. Vi skelner og vælger. Jesus taler om voldsomme begivenheder i naturen, og når det er er slut, er vi parate til at modtage det nye rige som skal komme. 

Hvorfor skal vi høre om dom her midt i juletiden? Har vi ikke brug for lidt fred fra dom og krav om at skulle tage stilling. Dom kommer vi let til at forbinde med et sort kristendomssyn, som fortæller, at vi ikke er noget værd? Men det hedder jo kristen-dom!

Dommen er med til at gøre verden mere tydelig, og vi får klarhed på, hvem vi selv er og hvad vi skal. I stedet for at holde dom over os selv og hinanden, som gør mere ondt end godt, så lader vi Gud holde dom. Guds dom skal vi ikke kun forestille som mørk og straffende, men tillige som det der vil åbne for at noget nyt kan vise sig.

Dommen siger ikke bare hvem jeg er som menneske, men også hvem jeg kan blive, og hvad der er mit mål i tilværelsen. Kristendommen kan virke hård i sin dom over verden. Den har på samme tid altid evnet at give mennesker løftet om det endnu ukendte.

Det har kristendommen evnet fordi den kan danne billeder, som er frisættende og løfterige. Nok skal verden udsættes for voldsomme begivenheder, men det er vi vant til. Verden er ikke et roligt sted.

Noget nyt skal komme, det er ikke nu, og vi skal heldigvis leve med at vi altid har et håb foran os. Hvor galt det end går i verden og i vore personlige liv, tager vores tro ikke håbet fra os, tværtimod planter det et håb midt i blandt os. Et af de mest frisættende og løfterige billeder jeg kender til om menneskets forventning og håb har vi lyttet til i dag hos profeten Esajas:

Ulven skal bo sammen med lammet,

panteren ligge sammen med kiddet;

kalv og ungløve græsser sammen,

en lille dreng vogter dem.

v7 Koen og bjørnen bliver venner,

deres unger ligger sammen,

og løven æder strå som oksen.

v8 Spædbarnet leger ved slangens hule,

det lille barn stikker sin hånd

ind i hugormens hul.

Men det største håb om at livet har en lys fremtid for sig, har vi i dag fået af børnenes sang og i deres glæde og tillid til livet og mennesker. Amen

 

 

 

 

 

 

 

Ophavsret: