Prædiken 24. søndag efter trinitatis v. Hans-Henrik Ross

Udgivet af Hans-Henrik Ross, søn d. 11. nov 2018, kl. 06:37
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde til dem: »Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.« Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig. Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen. For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør; og han skal vise ham endnu større gerninger, så I skal undre jer. For ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende, han vil. Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve. For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn. I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom.« Johannes 5,17-29 

Det kristne håb er håbet om det evige liv. Et håb der giver mod til at leve her i tiden. Holde ud med hvad tiden møder os med.

Et vildt håb fordi Gud arbejde stadig, og Jesus også, som vi hører ham sige til dem, der mest er interesseret at slukke det håb. Gud og Jesus lader sig ikke standse af grænser. Sabbatten som er til diskussion var netop sådan en grænse. På sabbatten skulle alt normalt liv ligge stille, for på den dag hvilede Gud efter sin skabelse. Jesus brød gang på gang sabbatten og grænserne for menneskers regler for liv. Som Gud var Jesus i den forstand evig, som arbejdende kærlighed for livets skyld. Det er troen på at livet er større og mægtigere end hvad vi kan se, måle og veje. Det vi kan måle og veje handler for det meste om det vi gerne vil styre og have kontrol over.

 Den arbejdende Gud fortæller om evigheden der er til som en trøst for mennesker. Gud der er uden for tid og rum og i den forstand evig. Vi kan ikke forhindre Gud i at være Gud. Vi kan sige vi ikke tror der findes en Gud, men det for ikke Gud til at gå væk.

Jesus vidste alt om hvor hård og barsk livet kunne være. De står dér parate til at slå ham ihjel. Vi kender også godt til at livet kan være nådesløst og hårdt. Trøstende at vide at Gud i al evighed er en mulighed der altid arbejder. Hos Gud er der trøst at hente når vi mødes af denne verdens lidelse og død. Håbet vil aldrig slukkes.

For vi lever i tro, ikke i det, som kan ses som vi hørte Paulus sige i læsningen. Det vi kan se kan mange gange være uudholdeligt og smertefuldt.Troen fortæller os at det ikke ender med død og grav, men at vi altid har et håb at holde os til.

Man kan selvfølgelig stille det spørgsmål, om vi har brug for evigheden som et håb her i livet? For der er da nok at tage sig til og forholde sig til her i livet. Alle de mange tilbud vi mennesker kan benytte os af og vælge imellem, kan gøre det ud for flere liv. Hvad skal vi så med det evige liv? Livet i dag møder mennesker med så mange krav og tilbud om oplevelser og goder, at det enkelte menneske har nok at gøre med at forholde sig til det som møder os her og nu.

Paulus taler om at vi skal være godt mod, fordi der er mere at se hen til end hvad verden har at byde os.

Jesus lover os det evige liv og at vi ikke kommer for dommen. Paulus taler om et hus der brydes ned, og hermed tænker han på menneskers liv og tryghed her på jorden. Det sker hele tiden at menneskers verden bryder sammen. Sker det at vi mister vores holdepunkt her, har vi et håb at holde os til i det hus som ikke er bygget med hænder, men er evigt til i himlene. Paulus længes selv efter den bolig i himlen.

Har vi brug for evigheden må vi spørge? Vi må ikke forstå dette spørgsmål i den mest oplagte fejlslutning, som om det evige liv handlede om netop liv i al evighed. Et liv i forsættelse af dette liv er der ikke tale om. Det ville minde alt for meget om menneskets uendeligheds drøm om et liv der aldrig slutter og jeg kan fortsætte med at gøre det jeg plejer.

Den vemodige følelse over altings forgængelighed! Hvem kender ikke den følelse. Den følelse der fortæller os, at livet hele tiden forsvinder. Rammes vi ikke alle en gang imellem af følelsen af, at livet leves hver dag og vi gør det vi skal og mere til, og nogle gange kan den følelse ramme én – hvor blev det hele af! Og så kan den følelse snige sig ind i os, tristheden over at livet leves og går til. Derfor vemodigheden over altings forgængelighed. Det handler om følelsen af, at midt i al det jeg har med at gøre, hvad er det så der holder livet og mig oppe. Er livet kun et stort forbrug, og til sidst er jeg selv brugt op, og så tager døden sig af resten. Er vi som mennesker kastet ud i et tomt og øde univers, hvor det bare gælder om at bruge livet op. Er der noget varigt, evigt, som vi ikke mister, og som tilmed indvirker på livet her og nu?

Fødsel og død er de overordnede rammer for alt liv. Det er håbløst at spørge, hvorfor det er sådan. Det er bare sådan. Et menneske bliver til, - og det menneske skal siden hen dø. Døden er livets ophør, dets totale ophør. Mere er der ikke sige om den ting. Døden er den endegyldige afslutning på alt liv.

Udsigten til evigheden skaber håb! At der er noget at se hen til og trøste sig med. Håbløsheden er der hvor vi intet har at se hen til. Der hvor vi har glemt Gud. Men Gud arbejder stadig, fortæller Johannes os. Gud er ikke afhængig af hvad mennesker finder på og hvordan verden udvikler sig. Gud er til i al sin evighed som ikke er af tiden, men udenfor tiden, svævende som et håb i evigheden.

For 100 år var der en krig som næsten tog livet af Gud. I dag er der anledning til at mindes en forfærdelig krig som udfordrede menneskers tro og tillid på Gud og evigheden. For 100 år siden på denne dag kl. 11 sluttede 1. verdenskrig. Kanonerne tav og en masse ødelæggende krig var endelig slut. Første verdenskrig var den mest blodige krig, verden endnu havde set. Hver dag i fire år sendte ældre mænd 10.000 unge mænd i døden. Hver dag! Det er et offer af egne sønner, der har bibelske dimensioner.10 millioner soldater og næsten lige så mange civile blev dræbt i de fire år, krigen varede. 

Den danske historiker Henrik Jensen mener at troen på Gud og en evighed led et stort meningstab under 1. verdenskrig. Troen på Gud som en kærlig og tryg arbejdende magt i verden led døden i krigens meningsløshed. Alle de unge mænd som led døden rykkede ved menneskers tro på en almægtig, kærlig og evig Gud. Krigen var så voldsom og skabte lidelser i mange millioner menneskers i mange år derefter. Gud døde ikke helt, men fandt sine erstatninger i kommunisme, socialisme og velfærdsstater. Hele den trappestige af faderautoriteter, der havde været i skolen, på arbejdspladsen, i lokalsamfundet, på landet, i byen og i kirken – og over det hele Gud Fader – faldt sammen, skriver HJ. Det var tilliden til Gud som en evighed af tryghed, ja som en himmel over menneskelivet, der rykkede ved andre af samfundets faste støtter.

Det enkelte menneskes personlige Gud som en evig magt, var som i alle store kriser stærk og tillidsfuld. Hvad dette brev den 10. februar 1915 fra soldaten Eugène til sin kone Marie fortæller: Min kæreste Marie. Ses vi mon snart igen? Det kan jo ingen vide. Men måske til maj er det slut, for magterne kan jo ikke til evig tid fortsætte denne kamp, der lammer alt. Hvordan skal vi navngive det kære barn? Jeg tager nu afsked, min kære lille hustru, og jeg lover dig, at din Eugène for altid vil være din kære lille mand. Vores kærlighed vil vare så længe, som Gud vil, at vi skal leve sammen, og lad os håbe, at det er lang tid. Kys vore børn fra mig, og til dig sender jeg mine kærligste og ømmeste kærtegn Din Eugène. 

Jesus taler midt i al det flygtige, som jo er det vi kender al for godt, nemlig at der i vore i liv hele tiden er en masse vi skal forholde os til, der taler Jesus om noget evigt. Den, der hører mit ord og tror ham (Gud), som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet…… ,Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve. Evigheden opretter en hel verden for os, og vi slipper for at kaste alle vore spørgsmål om mening ud mod det tomme og tavse rum. Evigheden svarer os. Jeg læste en gang nogle ord om evigheden som altid har stået for mig som meget smukke og sande: ”Hvis ikke der er udsigt til evigheden, hvad er vi her så for?” – Ja, hvad er vi her så for? Hvad skal vi med vores oplevelser, vore erfaringer, vore glæder og sorger, vor stræben, vore sejre, vore nederlag, vore lidelser, - hvad skal vi med det alt sammen, dersom det hele løber ud i intet, dersom der ikke er en mening og et mål ud over vort forgængelige liv i denne verden”.

Mennesket er ikke overladt til selv at finde meningen i livet. Vi kan ikke nøjes med at leve af det materielle og vor teknisk-videnskabelige verden. Det er ikke nok til at leve et liv på. Udefra eller fra kosmos hjerte er der blevet åbnet en sprække ind til os. Livets ulidelige lethed er ikke så ulideligt når evigheden findes.

I dåben bryder evigheden ind i vores verden. Det sker i velsignelsen af barnet der i al evighed bliver lovet at dets udgang og indgang er i Guds magt. Det er hvad forældre selv føler når de har fået et barn; allerede vor sprog afslører den større virkelighed, hvorfra barnet kommer, når vi siger ”jeg fik et barn” og jo ikke ”jeg tog et”. Noget eller nogen gav os et barn, selvom vi selvfølgelig har lagt vore kroppe til, så åbner det for den evighed hvor gaver gives for intet.

Når vi om lidt fejrer nadveren vil mennesker rejse sig og lægge sig på knæ ved alteret. Det ser så enkelt ud: lidt brød og lidt vin, købt ude i byen, nogle mennesker som falder på knæ. Hvorfor gør de det? Ikke fordi de skal få fremgang, men fordi de viser at der i denne så menneskelige kirke findes noget mere – den helt Anderledes; evigheden; Gud. 

Lov og tak og evig være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.  Amen

 


 

Ophavsret: