Prædiken 21. søndag efter trinitatis v. Hans-Henrik Ross

Udgivet af Hans-Henrik Ross, søn d. 21. okt 2018, kl. 08:18
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.« Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« Lukas 13,1-9

Jeg talte med en ung mand en aften for nogle dage siden. Vi skulle spise middag sammen med nogle andre. Vi talte om det at have et fast sted at være, følelsen af hjem, og hvad det betød for hver af os. I samtalens løb fortalte han om sin barndom, og han fortalte at han havde flyttet utallige gange rundt i verden med sine forældre og søskende. Han fortalte at han som 13-14 årig overfor sine forældre havde givet udtryk for, at han ikke ville flytte med mere. Senere som voksen kunne han mærke hvordan en uro havde sat sig i ham som følge af alle de flytninger rundt til nye steder han havde været udsat for som barn. Som 18-19 årig var han på egen fortsat med at flytte rundt på rejser og følt en større og større tomhed. Han havde brugt nogle år på at finde tilbage til en ro, som for ham meget handlede om at være et bestemt sted og finde ro der. Og så kom vi til at tale om hvad alt denne flytten rundt i barndommen havde betydet for hans senere liv, at han i perioder havde haft det rigtig svært, men som han sagde, kunne det ikke nytte at han gik tilbage til sine forældre og gjorde dem skyldige for de personlige problemer, den skæbne, han senere i sit liv kom til at stå i. De kunne jo ikke ændre på noget af det som var sket nu, ved at skælde sine forældre ud for deres handlinger. Selvom det havde medført svære tider i hans unge liv. Han kunne ikke vende sig mod dem i vrede, men måtte vende sig mod sig selv, og finde sin vej i livet, med det han nu havde fået med sig. Som han også havde gjort det.

Skyld og skæbne er et gammelt tema, hvad vi også kan se af dagens tekster. Profeten Ezekiel siger det med et ordsprog der er til at forstå: fædrene spiser sure druer, og sønnerne for stumpe tænder. Jesus fortæller om Pilatus og drabet på nogle Galilæere hvis blod han blander med blodet fra deres offerdyr, og tårnet der vælter ned over uskyldige mennesker og dræber dem. De fik alle en hård skæbne, men kan vi samtidig slutte at det hænger sammen med at det er disse menneskers egen skyld? At de skulle straffes for et eller andet?

Sådan har mennesker tænkt i årtusinder, og vi gør det stadig. Det radikalt onde der kan ramme mennesker, kræver en forklaring hvis vi skal kunne forholde os til det. Mange gange tænker vi automatisk om mennesker der har fået en hård skæbne, at det må hænge sammen med at de har gjort et eller andet, der kan forklare den skæbne der rammer dem.

Er det menneskets egen skyld, at en ulykke rammer det? Nej, siger Jesus. Omvend jer! Kom på bedre tanker.

 Det nytter ikke at vi vil se en sammenhæng mellem skyld og skæbne. At placere en skyld hos dem tårnet vælter ned over som forklaring på deres skæbne. For nogen kan det måske være en trøst at forklare skæbnen med noget der er sket. Det uforklarlige når frygtelige hændelser sker, kan lede os til at søge efter svar på skæbnen som rammer nogle mennesker.

At intet menneske er uden skyld, er en sandhed vi alle må bøje os for. Hvad fortæller at vi er skyldnere, fordi vi har ansvar for liv og mennesker, og med ansvar følger der, at jeg skylder at være ansvarlig for liv. Med det ansvar følger naturligt, at vi bliver skyldnere, også når det går galt, og vi i sandhed står som skyldner, fordi jeg ikke levede op til mit ansvar. Danske Banks skæbne efter hvidvask skandalen af milliarder af kroner fra suspekte personer, hænger sammen med at de har gjort sig skyldig i manglende ansvarlighed. De ligger som de har redt, kunne vi sige. Skæbnen har ramt dem hårdt, men den har de haft mange muligheder for selv at ændre på. En af nazitidens største krigsforbrydere Adolf Eichmann som blev fundet i 1960 i Argentina og kidnappet af israelske agenter og ført til retssag i Jerusalem, han nægtede konsekvent at være skyldig i den skæbne som nu overgik ham. Ved retssagen bedyrede han sin uskyld, fordi han ikke havde dræbt jøder. Han fortalte at han ikke var jødehader, og tilmed havde jødiske venner. Han var bare et lille tandhjul i maskineriet, en simpel embedsmand som gjorde sin pligt så godt han kunne når ordrerne kom ovenfra. Han havde sørget for transporterne fra ghettoerne og opsamlingslejre til koncentrationslejrene og udryddelseslejrene. Filosoffen og forfatteren Hannah Arendt som overværede retssagen og skrev en bog om den, kaldte Eichmann og andre som ham som fraskriver sig skyld og ansvar, for ondskabens banalitet. Ondskaben de var skyld i, var bestemt ikke banal, altså ligegyldig, det banale ifølge Arendt lå i, at et menneske som Eichmann undskyldte sig med, at han bare var et lille hjul i maskineriet. Han havde bare gjort sin pligt, som han sagde.

Vi kan i disse eksempler tale om at skæbnen hænger sammen med en skyld, som igen har med et manglende ansvar at gøre.

Alligevel kan det være gavnligt i mange af livets sammenhænge som Jesus gør det, suspendere forbindelsen mellem skyld og skæbne. Lad der herske nogen tvivl om, at intet menneske er uden skyld. Men at vores handlinger og ikke mindst de begivenheder som uden at vi er skyld i det rammer os, at det skulle være skæbnebestemt? Det er hvad Jesus siger fra overfor.

Kingo er befriende i sin beskrivelse af livet som en vekslen mellem sorrig og glæde, lykke og ulykke, medgang og modgang ( nr. 46 i salmebogen). Vi kan vel alle nikke genkendende til den beskrivelse. Det er sådan det er at leve. I Kingos salme ligger det befriende i, at vi gør bedst i at regne med at vi får lidt af det hele i løbet af livet. Uretfærdigheder bliver vi alle ramt af, men dem kan vi ikke bruge i en anklage mod livet. Egentlig er det Gud vi retter vores kritik til, at jeg har da ikke fortjent at dette frygtelige skulle ramme mig.

”Og jeg som aldrig har haft en sygedag i mit liv! ” som man kan høre folk sige det, surmulende og forurettede, som om deres hidtidige held i helbredsmæssig henseende var en form for fortjeneste, der gjorde det rimeligt at de blev belønnet med mere af det samme. Tænk hvad det har gjort af ondt på mennesker, at få at vide at den ulykkelige situation du er havnet i nu, hænger det ikke sammen med at du barn havde nogle forældre… eller var du ikke selv årsag til at du mistede dit job.

Mange er de skæbner mennesker er havnet i, er blevet forklaret med noget som ramte dem, en skyld de pådrog sig, som blev skæbnebestemmende for deres liv. Det er også hvad vi hører Jesus stille spørgsmål ved: er det nu  deres egen skyld, at ulykken kommer over dem?

I nogle tilfælde er det bestemt tilfældet, at vi som eksemplet med Danske Bank og Eichmann kan tale om at her har nogen bevidst gjort sig skyldige i den skæbne som de er havnet i. De har endda forsøgt at gemme sig fra at blive afsløret. Her må vi sige at det handler om virkelig og alvorlig skyld, som selvfølgelig har konsekvenser for deres skæbne. Skyld fortæller om ansvar for liv, at vi er forbundet med andre mennesker og liv, som ikke kan lade os uberørt. At plante følelser af skyld hos et menneske er overgreb. Det er så let og det sker tit, at vi føler et behov for som forklaring på hændelser, at give skylden til andre. I stedet for at se os selv som magtesløse overfor hvad livet udsætter os for. Og ikke som manden med vingården straks figentræet ikke giver frugt koldt at ønske at få det hugget om.

Det er en forfærdelig livsødelæggende tanke at offerets skæbne er dets egen skyld. Vi må sige som Kingo lad da min lod og min lykke kun falde, hvordan min Gud og min Herre han vil. At livet er hverken retfærdigt eller uretfærdigt. Det er bare, livet er, og ulykker sker nogle på grund af mennesker, andre gange ikke. Men at mistænkeliggøre ofrene ved at spørge til deres skyld, gør kun ondt værre.

Jesus fortæller om manden med figentræet, som ikke havde givet nogen frugt i 3 år. Det kan jo ske for frugttræer at de ikke giver frugt i perioder. Vi hører ikke hvorfor figentræet ikke bærer frugt, men hvad vi kan gøre. Lukas’ gartner er heller ikke enig med manden der ejer vingården. Jeg får gravet omkring det, siger han, giver det gødning, og lad os så se om et år. Kommer der ingen figner, så hug det om.

Omvendelsen Jesus appellerer til bliver forklaret med et opgør med den tænkning som knytter skæbne til skyld. Altså løfter livet fra Guds brede skuldre, til at mennesket selv må stå med alt ansvaret. Omvendelsen betyder ikke at vi er uden skyld, for ingen er uden skyld. Omvendelsen er at lære at møde ofrene for ulykker, bekymringer, livsvalg som gik galt, for det som smerter i livet, møde det med empati. Sadle om i en gammel fastlåst tankegang, som kommer fint til udtryk i profeten Ezekiels billede af fædrene der spiser sure druer, og det kommer børnene til at lide under og bære med i deres liv. Lægge hele denne tankegang væk at skæbne er knyttet til skyld, for hvad ved vi egentlig om det, og lytte til hvad profeten også siger: ”Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: I skal ikke mere bruge dette ordsprog i Israel. Alle menneskers liv tilhører mig. ”

Vi skal vende os om og holde op med at se på livet fra en virknings og årsags synsvinkel. I hvert fald når det handler om mennesker der lider og rammes af ulykker. Virkningen er at jeg kan se at du har det skidt lige nu, men årsagen hænger ikke nødvendigvis sammen med en skyld du har pådraget dig. Vi hører intet om hvad ofrene for Pilatus og dem som blev dræbt af tårnet gjorde sig skyldige i. De var bare skyldige, fordi dette frygtelige ramte dem. Jesus fortæller lignelsen om figentræet for at gøre op med denne tankegang og i stedet skal vi lære af figentræet: tænk ikke på, hvis skyld det er, tage vare på det ramte, vis det omsorg, plej det.

Gud vil os det bedste, og vi skal vende os væk fra spørgsmålet om skyld, som for det meste handler om at se på andres fejl, for at redde sig selv.Hvis vi vil tjene Gud som han viser sig i Jesus, så har vi kun ét at gøre; vende om møde det liv som er ufrugtbart og skadet med empati og omsorg. Amen


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ophavsret: