Prædiken 17. søndag efter trinitatis HØSTGUDSTJENESTE v.Hans-Henrik Ross

Udgivet af Hans-Henrik Ross, søn d. 23. sep 2018, kl. 07:33
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!« Markus 2,14-22 

”Følg mig” var de få ord Jesus mødte Levi med da han gik forbi ham i toldboden. Han rejste sig og fulgte med ham på en vandring der skulle ændre hans liv for altid. En ny bevægelse begynder med Jesu kaldelse af sine disciple. I sidste ende er det kirken vi ser vokse frem af denne gruppe af mænd, som valgte af følge Jesus.

Det gamle liv er slut som vi får det forklaret med at det går ikke at blande det nye og det gamle sammen. ”Ung vin på nye sække”. Den nye vin gærer og vil ødelægge de gamle sække.

Omkring bordet med toldere og syndere, talende og spisende, er det vi ser det nye Jesus er kommet med. Han bryder med spiseregler i samfundet, faste ser ikke ud til længere at have den betydning det havde. Johannes disciple og farisæerne faster, mens Jesus spiser og drikker. Et måltid er en god måde at bryde grænser ned mellem mennesker.

Jesus er ikke en konservativ samfundsstøtte. Han bryder grænser ned som vi ser det da han sidder til i Levis hus med toldere og syndere. For de første kristne bliver ydmyghed et kendetegn. Alle tjener hinanden i kærlighed. Ydmygheden der slår en streg over opdelingen i samfundet i øverst og nederst og gør alle lige.

Derfor er de altid den svage, den som ikke har eller magter Jesus sætter sig sammen med. At det bryder med hvad man var vant kan vi se af farisæernes og de skriftkloges reaktion. De hierarkiske ordninger som mennesker levede under dengang brydes ned ved at Jesus bevidst spiser med samfundets svage. Han bryder med de sædvanlige faste dage, og taler om at faste ikke handler om at afholde sig fra spisning og andre behov fordi en lov fortæller det. Fasten var på Jesu tid blevet til en platform, hvor farisæere kunne iscenesætte offentligt deres status som religiøse eksperter. Fasten blev meget brugt til udstille sin egen godhed og få andres opmærksomhed.

Derfor er det vi hører Jesus sige at hans disciplene kan faste når han ikke længere er iblandt dem. Fasten står for en ydmyghed overfor andre eller Gud, hvor man viser sin sårbarhed eller sorg. Her er man lige og skilter ikke som farisæerne med sin faste, som det der skiller ud fra de andre. 

Jesus er godt i gang i mødet med Levi at vende op og ned på kendte samfundsordninger. Han spiser med de forkerte og han overholder ikke de to ugentlige fastedage som fandtes på Jesu tid. Han giver afkald på at følge hvad der var det normale. Det lovbefalede gjorde han op med da han spiste middag med toldere og syndere og droppede fasten, fordi faste skal mennesket ikke fordi det står skrevet et sted, men fordi der er vigtigere ting på spil. Det er her vi hører Jesus bruge billedet af brudesvendene og brudgommen. Ikke et tilfældigt billede, for brudgommen er ham selv, og nu sidder han og spiser med toldere, syndere og disciple, og så er der bestemt ingen grund til at faste.

Hvorfor han gør det, svarer han selv på: De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.

Hvad Jesus her siger kan vi uddybe med denne gudstjenestes tema. Vi fejrer høstgudstjeneste og har pyntet kirken i den anledning. Salmer i dag har sit fokus på efterår og høst, som fortæller om at naturen nu går ind i en ny årstid, og høsten er i hus skal minde os om at vi også er naturmennesker.

Vi skal mange årtier tilbage hvor det var helt naturlig ting for mennesker at leve med i naturens vekslen, og med en respekt og viden om, at naturen er vort ophav. Kort tid efter skiftet til det 19 århundreder skriver en af vore højt beskattede digtere med sans for naturens betydning og ikke mindst agtelsen for naturen. Jeg tænker på Jeppe Aakjær der i sin høstsang Nu er det længe siden ser tilbage på dengang han var dreng på landet og høsten blev fejret som var det en gudstjeneste. Allerede overskriften ”Nu er det længe siden” vidner om, at sådan er det ikke længere. Dengang blev høsten fejret som en gave fra Gud. En hædersgæst som Jeppe Aakjær skriver: først bredte mor et klæde//så ømt som nogen højtidsdug; der måtte ingen træde//med sko i høstens rug; så fejed hun med limens rest//hvert snavset strå til side//som for en hædersgæst.

I Jeppe Aakjærs barndom var naturen noget mennesket var afhængig af til sin overlevelse. I dag har vi for længst indset at det er sygeligt, som vi behandler naturen, fordi vi nu har en berettiget frygt for at magtforholdet mellem natur og menneske er tippet over til menneskets fordel.

Tidligere frygtede mennesket naturen både hvad angår dens kræfter, men også hvor vigtigt det var at bevare ærefrygten for naturen, da det var den vi skulle leve af.

På Jeppe Aakjærs tid var religion eller kristendom vævet ind i menneskets tilgang til verden og ikke mindst i forhold til naturen. Naturen var Guds gode skaberværk, hvad vi kender fra Bibelens første kapitel, hvor Gud slutter hver skabelsesdag med at sige, at det han havde skabt var godt. Og det vil ikke sige godt som ressource og materiale, ikke i første omgang i hvert fald. Nej godt for øjet – han ”så”, at det var godt.

Selvfølgelig har de raske ikke brug for læge. Jesus søgte ikke det raske, men han søgte dem som havde brug for hjælp, udstødte og set ned på, som de var. Han vendte op og ned på samfundets hierarkiske ordninger. I stedet for at tage hensyn til hvem der kunne være sammen med hvem, og de sociale koder for samvær mellem mennesker, mødte han op med en kærlighed der betragtede mennesker som ligeværdige medmennesker. Kun den der elsker mennesker, sætter sig på niveau med alle. Vi man herske, må man gøre det ved at skabe forskelle.

Forskel er også det vi har skabt i forhold til naturen. Når vi i dag fejrer høstgudstjeneste er det måske ikke længere som i gammel tid, fordi vi tænker på høsten som nu er i hus og vores glæde over at så er der mad på bordet til vinteren. Jeg tror det er fordi vi godt ved at naturen er truet af menneskets enorme magt til at herske og ødelægge, at det nu i vor tid handler om at generobre en ærefrygt for alt levende. Er virkeligheden kun noget vi forholder os beskrivende til, så siger vi dermed også, at det til en hver tid er mennesker der sætter normerne og værdierne. Det er der vi er nu, og har været i århundreder. Tidligere tiders faste Guds tro hindrede at mennesket tog magten og mente sig berettiget til at herske over livet. På et tidspunkt i historien erklæres Gud for død, og det medfører i århundreder derefter en mængde erstatningsguder som de store ideologier, nazismen og kommunismen. Hertil kan vi føje menneskets ekstreme udnyttelse af naturen, fordi vi tænker at naturen er en evig ressource for menneskets behov.

Med Guds død var der ikke længere noget absolut gyldigt, noget der ubetinget er givet med selve livet, som det foreligger hen over hovedet på os. Opgiver mennesket tanken om noget absolut, noget vi må bøje os for, som vi må vise agtelse over for, ja, så bliver der kun mennesket tilbage til at sætte normerne og værdierne. 

Med høsten som tema i dag for denne gudstjeneste, viser vi agtelse for det som er større end os, naturen, som vi ikke kan leve uden. Nu med den ekstra dimension i vor tid, at naturen er truet af menneskets ødelæggende magt. Og mennesket er i den grad truet på livet af klimaet der er er gået amok i voldsomheder, der gør os til de små. Betragter vi på denne dag hvor vi holder fest for høsten Jesus budskab om at det er de syge der har brug for læge, så passer det fint på menneskets forhold til naturen. Naturen lider flere steder på kloden. Mennesket lider under at klimaet vender sig mod mennesket med katastrofer. Vi skal genlære den gamle respekt for naturen, som ikke ser naturen som et middel, men som et mål i sig selv, som vil give vores fælles verden en chance for at overleve.

Jesus kalder levi til at være discipel for hans nye bevægelse, som skabte den kirke vi sidder i lige nu. Jesusbevægelsen satte kærligheden i centrum. Kærligheden blev til en revolutionerende modkraft i samfundet. Som vi ser det vendte denne kærlighed sig imod en verden med sine faste regler for omgang med mennesker, hvem kan spise med hvem, og hvornår faster vi, skal vi give håndtryk eller ej, - og for resten, er de gyldne håndtryk ikke mere ødelæggende for vores syn på retfærdighed!

Vi må tilbage den kærlighed Jesus viser i dag. En kærlighed der kalder, og ser det andet menneske, spiser sammen, for når vi spiser sammen vil vi også noget med hinanden. Og i kærlighedens fællesskab kan vi løse store fælles opgaver og udfordringer. Kærligheden til mennesker. Men også til naturen. For naturen som vi har fået betroet. Den kærlighed Jesus vi hører om i dag med kaldelsen af Levi og måltidet sammen med toldere og syndere, er kærligheden der vil være ved sig selv i den anden, eller være ved sig selv i naturen. Amen

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ophavsret: