Prædiken 15. søndag efter trinitatis v. Hans-Henrik Ross

Udgivet af Hans-Henrik Ross, søn d. 9. sep 2018, kl. 06:57
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.« Lukas 10,38-42 

I dag er Jesus på besøg hos søstrene Martha og Maria.  Som omsorgsfuld værtinde tager Martha imod og går straks i gang med at rette an med mad og drikke. Ja, det står der ikke i teksten, blot at hun sørger for ham. Maria sætter sig ned for Jesu fødder og bestiller ingenting.

Det er denne kontrast mellem de to kvinder vi skal lægge mærke til. Martha er i gang med at sørge for, mens Maria søger stilheden og fordybelsen. Sådan som de to kvinder er skildret kan vi sige at det handler om to forskellige livsholdninger; den pligtopfyldende Martha og dem har verden mange af og vi kan ikke undvære dem, og den kontemplative Maria der søger roen og eftertænksomheden i en lytten. Vi har også brug for Maria holdningen, hvor vi giver os selv tid til at slippe det som hele tiden kræver os.

Martha er forståeligt irriteret på sin søster, som erobrer opmærksomheden, træt af sit køkkenmartyrium, og at det ikke værdsættes. Om det ligefrem er en tekst der nedgører kvinders vigtige arbejde som forsørgere af familien er ikke hensigten. Alle verdens Martha’er kan vi ikke leve uden, for så ville verden da ikke kunne stå mere. Der er et arbejde der skal gøres – men livet rummer mere end det. Det må være det teksten vil fortælle os. Jesus kommer ind hos de to søstre og scenen er en gudstjeneste som nu, hvor vi for en stund slipper de daglige pligter og vender os i en lytten mod hvad Gud vil sige os.  

Maria er til gudstjeneste hos Jesus, sidder ved hans fødder og er åben i en lytten på hvad han har at sige. Martha har endnu ikke sluppet pligterne, når hun henvendt til Jesus forsøger at få ham til at få hendes søster til at deltage i opvartningen af ham.

Det korte svar Jesus giver er: ét er fornødent. Altså, lige i dette øjeblik, er ét nødvendigt.

I andre af livets sammenhænge kender vi godt til, at noget er nødvendigt. En prioritering i en valgsituation, hvor noget er uundgåeligt. En slags sandhedens time hvor noget absolut og ubetinget kalder på mig. Vælge det nødvendige. Det nødvendige som skal ses i forhold til alt som ellers optager et menneske. At noget er nødvendigt at gøre – kender vi godt. Og det kan være mange ting i løbet af menneskeliv. Situationen bestemmer hvad det er, der er nødvendigt: et barn er syg og kalder i seng på far og mor, og i det øjeblik er det nødvendige at være hos barnet – en ven er ked af det og har behov for dit nærvær og trøst – en opgave skal løses – projekter skal sættes i gang - døbe sit barn som familien i dag.

I mange af livets sammenhænge møder vi udfordringer og opgaver, som vi vil kalde nødvendige. Men kan vi ligefrem som Jesus kalde ét for det nødvendige? Maria har valgt det ene nødvendige, at sidde ved Jesu fødder og dvæle ved hans mund.

Forfatteren Alexander Solsjenitsyn fortalte i én af sine bøger om de 10 år, han tilbragte i én af Stalins koncentrationslejre. Det var først dér i lejren, siger han, hvor han var rippet for alle fornødenheder, at det gik op for ham, hvad evangeliet mener med ordene om, at ét er nødvendigt. Evangeliet fortæller jo, at Jesus kom til mennesker. Han var hengivet til at være noget for mennesker. Dét var for ham det ene fornødne, og deri havde han sit menneskeværd. Derfor vidste Solsjenitsyn med sig selv, at selvom han biologisk ikke overlevede lidelserne, så afhang hans frelse ikke af hans fornødenheder. Hans frelse kunne vi kalde for hans mulighed for at leve i det umenneskelige han mødte i Stalins lejre. Frelsen afhang af at han havde noget at tro på, én at tro på, som havde været i den samme situation som han selv.

Intet menneske kan nøjes med forestillingen om altings tilfældighed. Vi har brug for et eksistentielt fundament for at kunne leve det menneskelige liv. Hvad der er værd at leve og dø for. Det nødvendige for Martha den dag var at være i køkkenet og lave mad og sørge for ham, altså Jesus. Det skal der også nogen til. Jesus forsøger heller ikke at stoppe Martha i det hun har travlt med. Maria sidder ved Jesu fødder og lytter på hans tale. Kvindernes forskellige position beskriver enkelt hvad det er livet handler om. At nogle gange har vi travlt med noget som Martha, og andre gange har brug for som Maria at falde til ro og være optaget af et menneskes tale.

Præstation taler vi meget om i dagens samfund. Jeg tror sådan set ikke jeg behøver at gå i detaljer og beskrive hvor meget tiden hylder præstations-mennesket. Vi måler mennesket på hvad det præsterer.

Martha kunne nemt overfor Jesus og Maria fortælle om alt det hun har sørget. Værre med Maria som ikke kan fremvise hvad hun har udrettet. Alligevel har Maria valgt det ene nødvendige.

Hvad siger denne fortælling er det eneste nødvendige? Ja, det pudsige ved fortællingen er, at Jesus slet ikke siger, hvad der er nødvendigt at gøre. Han nævner ikke noget specielt vi skal huske som det nødvendige. Maria sidder for Jesu fødder og da Martha klager til Jesus over at hendes søster ”bare” sidder dér, og laver ingenting. Da er det han siger til hende: Maria har valgt den gode del.

Det handler måske om noget jeg læste Albert Einstein en gang har sagt så fint: ”Ikke alt der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles”. Den ægte menneskelige eksistens er ikke beskrevet fyldestgørende med hvad vi har realiseret, men ved at opmærksomheden rettes mod noget eller nogen uden for selvet. Den gode del som Maria har valgt, kan vi jo ikke se. Vi kan se og høre om alt det Martha har lavet. 

Verbet eksistere betyder netop ”at træde ud over”, underforstået ud over sig selv. At være menneske er at være åben mod verden, det indebærer en forbindelse til noget eller nogen uden for sig selv.

Maria er som hun sidder ved Jesu fødder et smukt billede på hvad tro er: at tro er at modtage sit liv og sin tilværelse fra noget, der er større end én selv. Der er en ro over Maria som hun sidder der ved Jesu føder. Til forskel for Martha siger hun ikke noget. Hun er et andet sted, fri for bekymringer og uro, men i hvile lige i dette øjeblik sammen med Jesus.

Bekymring og uro som vi ser hos Martha, hvem kan sige sig fri for det? Det viser at vi har følelser og ser hvad mennesker har brug for. Og vi har brug for mad og drikke, men vore behov og længsler rækker også længere. Det er mennesker som Martha der holder mange ting i gang og vedlige. De er uundværlige i livet. Hendes bekymring og uro fortæller smukt at hun ser menneskers behov, og hengiver sig til tjenesten for den anden.

Intet menneske kan sige fri for ikke være bekymret eller urolig. Vi skal også sørge for at få noget for hånden og at verden går videre. Bekymringer og uro som det bliver fortalt i Marthas travlhed er ikke det vigtigste. Det er også vigtigt, men der er ét som er det nødvendige.

Hvad er så det ene nødvendige må vi endnu en gang spørge? Det er noget som tæller, og som alligevel ikke kan tælles. Martha peger på det som kan ses og som for hende tæller. Jesus peger på det som ikke kan ses, men som han kalder på Martha til at være med i. Fortællingen er et billede på det I er med i lige nu. Gudstjenesten hvor Jesus nu kalder os ud af vort eget og til at følge ham.

Med gudstjenesten som baggrund skal vi ikke forstå det nødvendige som noget vi skal gøre. Maria gør netop ingenting. Vi skal forstå det som det vi ikke kan undvære, uundværligt, noget tiltrængt. Amen


 

 

 

 

 

 

 

Ophavsret: