Prædiken 13 søndag efter trinitatis v. Hans-Henrik Ross

Udgivet af Hans-Henrik Ross, søn d. 26. aug 2018, kl. 07:08
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« matt. 20,20-28

  I nærheden af mit sommerhus ved Isefjorden ligger polarforskeren Knud Rasmusens hus. Når han ikke var på ekspedition på Grønland brugte han huset som arbejdssted, når han var i Danmark. Huset ligger smukt på en bakke med udsigt over Kattegat og nedenfor for huset står en varde bygget af grønlandske og danske venner af KR med denne indskrift: ”Følelsen af kald fører gennem alle genvordigheder”.

Et kald i livet er en særlig opgave ofte af åndelig karakter, men det kan også være noget man brænder for i sit liv, og som driver en frem. For KR der selv var født på Grønland blev det et kald at udforske indlandsisen på sine mange ekspeditioner og leve sammen med den grønlandske eskimobefolkning. Kaldet i hans liv førte han gennem mange af de genvordigheder han kom ud for, ikke mindst de barske forhold i det kolde Arktis, men også menneskeskæbner han mødte.

Lad os kigge på moderen til de to Zebedæussønner og hendes kald i livet. Hun kommer halende med sine to dejlige drenge til Jesus i fast overbevisning om, at hun nok skal skaffe dem den bedste plads i Jesu rige. Hun, som har ofret hele to sønner, da Jesus tog nogle unge mænd fra Galilæa væk fra fiskeri og familiepligter for at bruge dem i sin tjeneste. En curling-forældre ville vi kalde hende, som hun skubber sine sønner foran sig, i tillid til at hun nok skal opnå for dem, hvad de ikke selv er så sikre på at kunne opnå.  

Vi ser en mor der har et kald i livet, som er ambitioner på sine sønners vegne. Ja, det har vi forældre da på vores børns vegne. Vi vil dem det godt. Vi kan rydde enhver forhindring der ligger på vejen, for at børnene kan træde fremad i livet og nyde at der ikke er meget andet at tage sig af end at glæde sig over at livet kommer let til én. Om det gør vore børn godt er mere tvivlsomt. Selvom det er kærlig ment.  

Moderne forældreskab er i mange år blevet kritiseret for, at forældrene fjerner enhver forhindring på børnenes vegne. Ikke bare når de er små og ikke kan så meget selv, men også voksne børn, som de to Zebædæussønner, har forældre der synes at de skal have et let og problemfrit liv. Spørgsmålet er selvfølgelig, om de så får et let og nydelsesfuldt liv. Er de rustet, som Jesus spørger de to sønner, til at drikke det bæger han skal drikke. Jesus taler her om sin lidelse og død, som er en fortælling om at livet altså rummer modgang, smerte og nederlag. Og når det sker er det ikke sikkert at mor og far er lige i nærheden. I de situationer er det godt kunne klare sig selv. 

Der er det godt som KR at have et kald der kan hjælpe gennem livets genvordigheder. De to sønner og ingen børn, er godt hjulpne ved at forældre tager det hele på deres skuldre. Det gør ikke børnene stærkere, snarere mere afhængige af hjælp, og skrøbelige er de når livet kommer til at gøre ondt.  

Da Jesus taler til alle disciplene og afviser ønsket om de fine pladser i Guds rige, peger han på det som kan føre til pladserne i riget. De, der er villige til at stride og lide med ham for at nå frem til herligheden, skal vide, at herligheden er lidelsen og tjenesten. 

Zebedæussønnerne bliver nærmest komiske, når de svarer ja til at kunne drikke hans bæger. ”Selviskhed er næsten komisk, her hvor sidste mand er først”, som vi sang i den første salme i dag. Men vi ser dem jo også i bagklogskabens grelle lys. Af den grund bliver vi nødt til at tage det komiske dybt alvorligt, for vi står til hver en tid i fare for, selv at stille os lige så komisk an. Hvis ikke der i komikken er et gran af alvor – så bliver den latterlig. Og Zebedæussønnerne er bestemt ikke latterlige. Nej, tværtimod er de meget menneskelige. For i vores forståelse af verden, så giver magt mening. Vi tror langt hen ad vejen, at vi har magten til at være vores egen lykkes smed.

Magtens verden taler Jesus konstaterende om: sådan er det nu engang: magthaverne bruger deres magt. Magten i dag er mere skjult, hvis det ikke ligefrem er korporlig vold. Selvom vi hylder demokrati og frihed er vi ikke sikret imod at blive udsat for magtmisbrug. Eller selv at blive til magt mennesker. 

Hertil er kommet det nye som udstyrer os alle med magt i forhold til den globale udvikling. Jeg tænker selvfølge på den magt vi har fået over verdens globale udvikling, at man nu taler om at vi lever i den antropocæne æra. Hvilket betyder den periode, hvor menneskeracen er den altdominerende faktor på kloden. Det betyder at mennesket er blevet en ligeså stor kraft som vulkaner, flodbølger og meteornedslag. Vi har magten til ødelægge alt, men det kan man jo ikke ligefrem kalde vores kald her i livet. Ikke et kald der beskytter os imod livets genvordigheder som KR skriver på sin varde, tværtimod har vor magt livsødelæggende følger.

Jesus siger faktisk at vi skal afgive magten. Her kan Paulus tjene som et fint eksempel. I dagens epistel bekender Paulus sig som den største synder i verden. Hans synd bestod i spot, forfølgelser og vold. Paulus forfulgte de kristne og brugte sin magt til at holde andre mennesker nede. Men han gjorde det også fordi han troede på sin sag. Han troede på, at han havde fundet den helt rigtige måde at føre sit liv på. For at sige det med hans egne ord: ”I min vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde”.

I Jesus rige er det en ære at være en tjener. Det skal ikke forstås sådan, at man bedre når til tops ved at vise ydmyghed; nej, der er tale om en position i forhold til de andre, som helt er tømt for enhver tanke om egen vinding. Det er at leve som en discipel af Jesus. ”Ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.”

Vi ser i dette evangelium noget af det kærligste ved Jesus. Han taler med sine disciple om hvordan de skal leve i verden. Kaldet er ikke at række ud efter magten, som moderen til de store to sønner gør det. Det er ikke det vi skal lære vore børn. Verden har ikke brug for entreprenører der hele tiden er fokuseret på at præsentere sig selv for at opnå anerkendelse. Sikre sig magt ved at tænke på, hvordan man gør det bedst for sig selv for at blive en succes. Give sit liv som løsesum – ja det er hvad kristendommen handler om. Det er vejen Jesus viser os at gå og som han ønsker vi skal gå med ham. Han gav sit liv som et eksempel til efterfølgelse. Af kærlighed går han sin lidelse og død i møde. Det var hvad Paulus mødte hos Gud. At Gud i Jesus viste mennesker en nåde ud over alle grænser med tro og kærlighed.

Da Paulus erkendte hvad Gud ville med ham, følte han sig kaldet til at leve som tjener for den kærlighed.

Det er i den kærlighed vi i dag har døbt de to drenge. For at de skal tjene mennesker og verden med den kærlighed. Nogle ord fra dåbssalmen (nr. 450) vi sang siger det meget smukt hvad den tjeneste handler om: ”plant kærlighed i vore sind, og pod os, herre, i dig ind som dine nye grene”.

Vi er grene på træet Jesus. Vi er afhængige af hvordan de andre grene har det, og må alle som grene hjælpe til at træet kan vokse. Føler vi det som vores kald at tjene som grenene på træet, er hjælpen der også, når livets genvordigheder møder os.

Kærligheden er der som det givne udgangspunkt for alt, for hele livet. Vi behøver ikke sikre os at vi får plads i Guds rige, som om alt i livet handlede om at komme først. Vi skal ikke fortjene kærligheden, for Jesus har givet sit liv i kærlighed til os, og vi er grene på kærlighedens træ. Og vi skal leve i den kærlighed.

Amen

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ophavsret: