12. søndag efter trinitatis

Udgivet af Charlotte Ellermann, søn d. 19. aug 2018, kl. 16:05
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende. Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.« Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas' prædiken, og se, her er mere end Jonas. Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.«

Matthæusevangeliet 12,31-42

I denne uge lod det amerikanske Fox news en studievært, Trish Regan fortælle om Danmark, som hun sammenlignede med Venezuela. Det sidste lader vi ligge, men om Danmark sagde hun en række fordomsfulde ting, som skabte megen forargelse og utilfredshed og som danske politikere svarede igen på.

Hun startede med et citat fra Shakespeares teaterstykke Hamlet, som foregår i Helsingør i renæssancen: There is something rotten in the State of Denmark. Teaterstykket har intet med virkeligheden at gøre og det har Trish Regans efterfølgende påstande heller ikke: Danmark har afskåret befolkningen for deres muligheder i livet, ingen ønsker at arbejde, vores uddannelsessystem betaler folk for at tage en uddannelse, så de aldrig bliver færdige osv.

Alle danskere kan høre, at det er fake news, falske nyheder, men det kan de, som intet kender til vores land måske ikke.. og man kan spørge sig selv, hvorfor disse ting bliver sagt? Det, som er interessant for Fox news, som kører hele døgnet mange steder i USA f. eks i hotellobbyer, lufthavne osv., hvor der er mange mennesker, det er ikke Danmark, men det er at tale de ting ned, som man ikke har i USA, som f. eks gratis uddannelse.

Dette er vel et eksempel på, at tungen er potentielt farlig, som Jakob skriver i brevet, vi hørte læst fra alteret. Som et lille ror kan styre et stort skib, sådan kan tungen styre os i en bestemt retning og skabe mistillid og sætte hjerter i brand og sindene i kog med sine ord. Tungen kan man ikke tæmme, skriver Jakob til menigheden, den kan både forbande og velsigne..

Det gælder sådan set både det skrevne og det talte ord, for sproget kan skabe følelser i os, som det kan være svært at få væk igen; vi tænker oftest, at hvad hjertet er fuldt af løber munden over med, som Matthæus skriver, så når nogen siger noget, som krænker os, ja så har vi svært ved at glemme det eller tilgive det.

Deri, altså i sproget, ligger selvfølgelig også en magt, som kan misbruges til at skabe negative følelser i andre og styre os i en bestemt retning; og måske er der en tendens til, at det sker uanset, hvad vi vil eller gør. Nogle gange i nyheder, men også i religion, i politik, ja i samfund, hvor der også er magtspil!

Så langt kan der være noget sandt i det, som dagens bibeltekster siger og der er jo i øjeblikket stor opmærksomhed på, hvordan følelser styrer debatter som Brexit i Storbritannien, men også i det øvrige EU.

Imidlertid er der et afgørende punkt, hvor jeg er uenig med Matthæus og det er i hans skelnen mellem gode og onde mennesker. Et godt menneske tager gode ting frem fra sit gode forråd og et ondt menneske tager onde ting frem fra sit onde forråd. I min livserfaring er det ikke muligt at lave et sådan skel mellem gode og onde mennesker.

For mig at se er vi alle både gode og onde, eller vi er hverken gode eller onde. Det er jo det samme som med den øvrige skabelse.. Sådan en sommermorgen som idag, hvor solen spejles i duggen på græsset og fuglene synger og luften er frisk at indånde med duftene – sådan en dejlig morgen tænker man: Ahhh hvor er alting smukt og godt her i verden!

Men på samme tid ved vi af erfaring, at naturen også har ødelæggende kræfter i sig, som kan få jorden til at skælve under os, havet til at oversvømme land, blæsten til at vælte det, som vi har bygget op. Og at de kræfter kommer uden, at vi ved helt præcist hvorfor.. men måske nok hvordan.

Sådan er det også med mennesker, som er skabt i Guds billede. Vi har evnen til at gøre både godt og ondt, men ingen af os kan altid gennemskue, hverken os selv eller andre. Hvornår gør vi andre ondt med vilje og hvornår sårer vi dem ubevidst i det, som vi siger eller gør.

Jesus hænger farisæerne ud for at ville bekæmpe ham som den onde og det viser vel meget godt, hvordan følelser styrer magtspil i vores verden. Og man kan vel godt se det sådan, at Jesus også protesterer mod det magtspil i sin samtale med farisæerne, som kræver tegn af ham;

De ønsker, at han skal bevise sin autoritet som Guds søn, men han nægter at spille med i deres magtspil. I får ikke andet tegn end profetens Jonas tegn, som var mange år tidligere. Underet at være i hvalens eller gravens mørke og atter komme ud i livet og lyset er det, som skal overbevise os nølende.

Her min sommerferie læste jeg Hans Kirks roman Fiskerne, som mange sikkert husker fra TV serien i 70’erne. I den fortælling skildres det, hvordan omvendte fiskere fra det yderste Vestjylland flytter ind i Limfjorden til en almindelig dansk provinsby, som de kommer til at præge med deres stærke tro.

Her sættes tydelige skel mellem gode og onde mennesker, mellem os og de andre, som de gør forsøg på at vinde for deres egen tro. Det går egentlig ganske godt med at få flere lokale folk omvendt til deres kristne tro og de får jaget stedets grundtvigianske præst fra embedet.

Men det går mindre godt med at holde synden ude af deres egne liv. Nogle af de troende falder for dans og alkohol, nogle bliver gravide udenfor ægteskab, men i det hele taget banker moderniteten på døren, som gør det sværere at opretholde deres enkle syn på verden, som opdelt i gode og onde, frelste og fortabte.

Man fornemmer, at den bevægelse i tiden optager forfatteren Hans Kirk, som selv var modernist, men kendte miljøet indefra fra sin egen opvækst. Han voksede op i et lægehjem i Hadsund, men var på sommerferie hos sin fars indremissionske fiskerfamilie i Harboøre og sin mors grundtvigianske storbondefamilie i Thy.

De mest sympatisk skildrede personer i romanen er foruden præsten; fritænkeren som vist nok var tolder og den pensionerede skolelærer, som er oplysningsmand og så Mariane;

Mariane kommer selv dér fra linfjordsegnen og er gift med en af fiskerne vestfra og hun er på en vis måde er årsagen til, at de flytter til byen ved fjorden og får et bedre liv rent materielt.

Men Mariane er først og fremmest et medmenneske, som kan gennemskue andre og som har sympati for dem, som bliver fordømt af de andre. Hun er den, der hjælper de faldne og som forsøger at rejse dem ved sin væremåde, som er varm og rummelig.

Hun er dog også den, som med sine enkle skarpsindige bemærkninger kan få de overbeviste frelste til at se sig selv lidt udefra og få dem til at overveje, om de nu også kan være sikre på altid selv at have ret overfor de faldne.

For mig at se er hun en egentlige kristne stemme i romanen, fordi hun ikke tænker i gode og onde mennesker, men på mennesker på godt og ondt. Hun handler efter devisen, at med det gode kommer man længst. Det nytter ikke at fordømme andre, for det gør dem ikke bedre..

Måske var det i Benny Andersens ånd, som er netop er død og som hyldes som danskernes digter i medierne. Han var et kærligt menneske, skriver de, som kendte ham og det passer på mit eget møde med ham her i kirken for mange år siden, hvor han optrådte sammen med Poul Dissing.

Benny Andersen var god til at få os danskere til at se os i spejlet og reflektere over os selv og om vi havde ret? Både i sin væremåde og i sit forfatterskab kom Benny Andersen med betragtninger om f. eks sproget. Han sagde: Hvorfor er der mon noget, der hedder at rakke ned, når der ikke er noget, der hedder at rakke op? Her peger han på, at det er lettere at kritisere end at rose..

Lad os slutte med et smukt digt, hvor han skriver:

’Jeg frygter ikke de døde

jeg frygter mere de levende

som godt kan tage livsmodet fra mig

men de døde gir mig oplevelser for livet

Åh hvad var livet uden jer

mine utrættelige vejledere i

hvor levende livet kan være

og så swinger det oven i købet

 

Dog må jeg passe en smule på

de står altid og mangler en pianist

 og dér står jeg altså af.

 

Amen.

 

 

Ophavsret: