Prædiken 11. søndag efter trinitatis v. Hans-Henrik Ross

Udgivet af Hans-Henrik Ross, søn d. 12. aug 2018, kl. 07:03
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«

Ind kommer en kvinde, en synderinde. Hvordan det med synden skal fortælles om hende, får vi ikke noget at vide om. Hvorfor det er synd for hende! Det fortælles kun at hun kommer ind, har en alabatkrukke med olie med, tavs kaster hun sig grædende over Jesus, tårerne der løber fra hendes øjne tørrer hun med sit løst hængende hår. Hun får til slut at vide af Jesus: dine synder er tilgivet.

På de andre som er tilstede i farisæeren Simons hus for at spise middag, kan vi tydeligt mærke, at hun næppe hører til det gode selskab. De vil helst ikke have med hende at gøre. Taler om hende i 3 person.

Løst hængende hår kunne betyde at hun er i sorg, eller at hun med sit frit hængende hår vil fortælle om en glæde og udtrykke sin taknemmelighed, at hun søger forsoning for et eller andet i sin liv, eller det kunne være en indtrængende bøn om et eller andet. Vi ved det ikke, og hører ikke noget videre derom i samtalen mellem Jesus og Simon om skyld og kærlighed. Vi kan blot konstatere at hun føler skyld over et eller andet, og viser i sin handling mod Jesus en stor kærlighed. Jesus gør selv Simon opmærksom på hendes kærlighed: du gav mig ikke vand til mine fødder…du gav mig ikke noget kys…du salvede ikke mit hoved med salve.

Navnet der altid har fuldt hende, synderinde, skulle fortælle at hun var kvinde der solgte sig selv til mænd. De kunne mændenes reaktion i huset godt tyde på. Det kunne også være at de skammede sig da de så hende. At de for altid havde krænket denne kvinde, så hun ikke kunne leve et normalt liv blandt andre. Alle så altid skævt til hende, selvom hun slet ikke var skyld i nogen handling. Deraf navnet synderinde, hende der lever i synd. Hendes skam var påført af nogle andre, men det var hende der måtte leve med skammen hvor end hun gik. Altid slå sin øjne ned for ikke at se fordømmelsen og ringeagtelsen i den andens øjne.

Måske søgte hun forsoning i Simons hus blandt nogle af de mænd, som godt vidste hvad der var sket med hende. De følte skylden nage i sig, men det er altid nemmere at skyde skylden på andre. Det er samfundets skyld som Steffen Brandt som forsanger i popgruppen TV2 sang for mange år siden, om en mand der ikke kan se hvor meget skyld han selv har i meget af det, der er sket i hans liv. Og sidder og råber, det er samfundets skyld, de andres skyld.

Tilfældigvis var hun så heldig at Jesus var i huset den dag. Da hun hørte at Jesus var i huset den dag hos farisæeren Simon og hans venner, turde hun godt gå ind. Hun vidste godt at hos Simon kunne hun forvente den sædvanlige fordømmelse og udstødelse. Hos Jesus følte hun, at hun kunne være, som den hun er, en kvinde, set ned på, men et menneske, der søger det vi alle har behov for, at blive set og elsket.

Simon taler om kvinden til Jesus i 3 person, som om hun ikke er tilstede, men hun står altså lige der ved siden af. Mere nedværdigende kan det næsten ikke blive. At høre nogle andre taler med hinanden om hvem jeg er. Der findes ikke noget mere ubehageligt. Jeg er lukket ude fra fællesskabet, og jeg føler det, for jeg står jo lige her mens de taler om mig.

Jesus tilgiver hende, og vi tænker straks, for hvad! Var der alligevel noget med den synd, og hun med rette kaldes synderinden. Tilgivelsen følger altid på at en lov er blevet overtrådt. Kristendommen har lært os at tænke om skyld, at det er noget man pådrager sig ved en skade handling. Du er skyldig siger vi til den, der har gjort en skade, og det kan gå på noget jeg har gjort med et andet menneske. Men skyld jeg også pådrage mig i forhold til en lov, som jeg ikke må overtræde. Jeg ved jo godt at jeg ikke skal køre med 110 km i timen på en skolevej hvor der færdes børn. Gør jeg det og bliver opdaget, har jeg pådraget mig skyld for uagtsom kørsel på en vej hvor der er mange børn. Jeg vidste det godt, da jeg gjorde det. 

Den tilgivelse som Jesus tilsiger kvinden handler jo ikke om at hun har brudt en lov. Hun er med Simons ord ”en slags kvinde”, hvad vel er en sådan smagsdom om de nu kunne lide hende eller ej. Og det var sikkert nemmere den gang en i dag at opfinde historier om mennesker, særlig kvinder, man ikke synes om, og rygterne spredte sig hurtigt, og alle der mødte hende trak sig væk.

Jesu tilgivelse af kvinden føjer en vigtig dimension til forståelsen af tilgivelse. Tilgivelse sker ikke kun i en retlig sammenhæng, hvor et menneske er skyldig ifølge en lov, og dommen kan være enten staf eller tilgivelse. Tilgivelse er i retlig sammenhæng lig med frifindelse. Hvordan kristendommen med sit menneskesyn har formet vores måde at leve og tænke på, er hvad vi ser tage form i Simons dagligstue. Et menneskesyn i svøb er vi vidner til, og det fører frem til at Paulus efter Jesu død kan sige i det brev vi hørte en lille bid af før: ”der er ingen forskel på jøder og grækere; alle har den samme Herre, rig nok for alle, som påkalder ham”. Det kommer igen af at Kristus er enden på loven, som altid gør forskel mellem folk, og det er ved troen på ham, at mennesket bliver frigjort.

Det er denne ophævelse af skel mellem mennesker vi ser udspillet omkring bordet hos Simon. Simon er vant til at dele verden op i rene og urene, dem udenfor og indenfor. Kvinden hører til dem udenfor, én af dem Simon helst ikke søgte selskab sammen med. Hun havde gjort sig skyldig i forhold til den lov farisæeren havde bygget hele sin tilværelse op på. Derfor kan hun ikke forvente andet end deres foragt. Hun ville aldrig selv drømme om at komme til hans hus og bede om nogen form for hjælp eller støtte. Der er en afgrund imellem dem.

Hun kommer til Simons hus, fordi Jesus er der. Ingen som tror på ham skal blive til skamme, skriver Paulus. Skammen bar hun med sig hver dag, som fortalte at hun i andres øjne ikke var noget værd. Og de andres øjne og blikke havde hun internaliseret til at blive det selv-billede hun så sig selv i. Skam handler om mindreværd, lyst til at skjule sig, den konstante følelse af, at du kan forkastes.

Jesus tilgiver hende, men ikke den tilgivelse der sker på baggrund af en skyld. Vi hører intet om hendes skyld eller synd som det hedder hos Lukas. Tilgivelsen som Jesus møder hende med, skal vi lægge mærke, er allerede sket, da han siger til hende: dine synder er tilgivet. Fordi hans tilgivelse handler ikke om skyld set i forhold til en lov eller regel der er blevet overtrådt, men om relationen mellem mennesker. Han siger til de omkringstående ved at tilgive kvinden, at hun hører til. Jesus er slet ikke optaget af hendes synd. Hans tilgivelse finder ikke sted i en domsafsigelse, som var det i retssag, hvor skylden skal placeres. Jesu tilgivelse er rumlig og kropslig. Han tager imod hendes tårer og olien hun salver hans fødder med. Hun lukkes ind i relationen til ham, til det menneskelige, siden hun har elsket meget. Og ikke fordi hun har elsket, for så er vi straks ovre i det retslige, at skylden, synden, skal hun fortjene sig til, at blive renset for.

 Hun står der i rummet med alle øjne hvilende på sig, og hele hendes væremåde og handling siger til dem alle: jeg vil blive set og elsket. Jesus der handler på Guds vegne viser hende hvad hun er: jeg ser dig og elsker dig.

Jesus modtager kvindens store kærlighed og gør den til et billede på hvad vi alle er bundet af. Vi er bundet til hinanden, i fællesskab, hvor skylden bliver til et adelsmærke på at være et menneske. Skylden er det som konstituerer et menneske, og gør det sårbart og åben overfor livet og mennesker. Skylden er der altid også som en relation i forholdet til Gud. Når Gud har givet mennesket livet i sin skaberværk og stadig rækker os det hver dag, er det gave vi har fået til at give videre. Vi har faktisk ikke ret til at holde livet for os til, vi skylder at give det videre. Det er det der gør, at livet bliver så meget mere interessant, for det er først i mødet med mennesker at livet tager form.

Fra vugge til grav er jeg et relationelt menneske, vævet ind i tæt samliv med andre. Tilgivelse handler ikke kun som vi ser i mødet mellem Jesus og kvinden om at blive frikendt. Men ligeså meget om at blive lukket ind i relationen til mennesker uden at skulle angre og undskylde. At komme tilbage til livet sammen med andre.

Amen

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ophavsret: