Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Mindeord over organist Erik Rølling som døde den 26. september 2022

Mindeord over organist Erik Rølling som døde den 26. september 2022
Udgivet fre d. 30. sep 2022, kl. 13:11
Menighedsråd

Mindeord over organist Erik Rølling som døde den 26. september 2022

Det er med stor sorg at kollegaer, menighedsråd og menighed ved Humlebæk Kirke modtog beskeden om, at vores kære organist Erik Rølling er død. Erik meldte sig uventet syg for en lille uges tid siden, og blev dagen efter opereret for en blodprop i hjertet. Operationen forløb som den skulle, og Erik skulle nu komme sig for igen at vende tilbage til Humlebæk Kirke og sidde ved orgelet.

Vi er rystet over hvor hurtigt livet kan ændre sig, og mange af os tænker tilbage på, hvornår vi sidst så eller talte med Erik. Jeg var selv sammen med ham dagen før han blev indlagt, hvor han spillede til en bisættelse, som han har gjort det så mange gange før.

I disse dage går vores tanker til hans 2 børn Johan og Anna, familien og hans kæreste Tina. Vi sender vores varme tanker og trøst til dem, og håber at de med tiden kan finde glæde ved de mange minder sammen med Erik.

Humlebæk Kirke var Eriks andet hjem. Det er vist ikke for meget sagt. Han blev ansat ved kirken i begyndelsen af 1980’erne og har været kirkens organist i 41 år. Hvor mange tidlige morgener har jeg ikke kigget over mod kirken og set Eriks bil holde udenfor. Så vidste jeg at han sad ved orgelet, spillede og sang. Han levede med musikken og sangen, som fyldte hans liv med glæde og vemod. Den vemodige side lagde han ikke skjul på, og det gav en dybde i hans liv.

Jeg kom til kirken som præst i 1991 og mødte den gang selv ung en ung og velklædt Erik med flot overskæg. Han var kunstneren ikke bare som organisten, men også i sin smag på livet. Han var et sødt menneske som man kunne hygge sig med. Sjov, beleven og elskede samværet med andre mennesker.

Jeg nød som ny præst stor støtte i Eriks vejledning til salmer og ikke mindst deres melodier. Han havde en fin liturgisk fornemmelse for gudstjenesten. Man kunne være sikker på ved søndagsgudstjenesten og kirkelige handlinger at den store organist J. S. Bach blev spillet eller sunget af koret.

Det er en underlig tid nu. Jeg tænker selv som sikkert mange andre også gør det - Erik Rølling har altid været her. At stå i kirken og kigge op mod pulpituret og orgelet og ikke skulle se Erik sidde dér, er svært at fatte.

Vi siger ham tak for alle de mange år han spillet for tusinder af mennesker i glæde og sorg. Ære være hans minde.

Sognepræst Hans-Henrik Ross

Bisættelsen finder sted fra Frederiksberg Kirke den 7. oktober kl. 13.